Den store invokation

Detaljer

Kategori: World Goodwill

Publiceret Fredag, 13 januar 2012 14:16

Skrevet af Super User

Visninger: 30

Den store invokation

Fra lysets kilde i Guds sind
lad lys strømme ind i menneskers tanker
lad lyset komme til jorden.
Fra kærlighedens kilde i Guds hjerte
lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
må Kristus komme til syne på jorden.
Fra centret hvor Guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener.
Fra centret vi kalder menneskeheden
lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
må den forsegle døren til det onde.
Lad lys og kærlighed og kraft
genoprette planen på jorden

Skønheden og styrken i denne invokation ligger i dens enkelhed og deri, at den udtrykker visse centrale
sandheder, som alle mennesker naturligt og normalt accepterer - eksistensen af en oprindelig intelligens,
som vi har givet navnet Gud; at den bevægende kraft bag det synlige univers er kærlighed; at en stor
individualitet, som de kristne kalder Kristus, kom til jorden for at legemliggøre denne kærlighed, så vi kunne
forstå den; at både kærlighed og intelligens er virkninger af det, som kaldes Guds vilje; og endelig den
indlysende sandhed, at det kun er gennem menneskeheden selv, at den guddommelige plan kan
virkeliggøres.
Hele invokationen refererer til det energicenter - overskyggende og åbenbarende - som er den umiddelbare
årsag til alle de begivenheder på jorden, der indicerer fremkomsten af det, som er nyt og bedre; disse
begivenheder viser at menneskehedens bevidsthed er på vej ind i et større lys.
Den sædvanlige påkaldelse har hidtil været selvisk i sit væsen og tilpasset øjeblikket i sin formulering.
Mennesker har bedt for sig selv, har påkaldt guddommelig hjælp til dem de elskede, og de har fortolket deres
fundamentale behov materielt. Denne invokation er en verdensbøn; den appellerer ikke til noget personligt
eller anråber om noget timeligt; den udtrykker menneskehedens behov og trænger gennem alle
forhindringer, tvivl og spørgsmål til den Enes bevidsthed i hvem vi lever og røres og har vor eksistens - den
som vil være hos os indtil tidernes ende og »indtil den sidste trætte pilgrim har fundet vejen hjem«.
Fra lysets kilde i Guds sind
lad lys strømme ind i menneskers tanker
lad lyset komme til jorden.
I de første tre linjer refereres der til Guds bevidsthed som kilden til guddommeligt lys. Der refereres til
sjælen i alle ting. Begrebet sjæl, hvis vigtigste egenskab er oplysning, omfatter menneskesjælen og den
fuldendte lyskilde vi betragter som menneskehedens »overskyggende« sjæl. Denne sjæl bringer lys og
spreder oplysning. Det er nødvendigt altid at erindre, at lys er aktiv energi.
Når vi påkalder Guds bevidsthed og siger: »lad lys strømme ind i menneskers tanker, lad lyset komme til
jorden«, udtaler vi et af menneskehedens største behov, og hvis påkaldelse og bøn betyder noget for os
overhovedet, er svar derpå sikkert og uundgåeligt. Når mennesker til alle tider, i alle tidsaldre og i enhver
situation har følt trang til at opsende en bøn til det usete åndelige center, kan vi med sikkerhed fastslå, at
sådan et indre center eksisterer. Invokation er så gammel som menneskeheden selv.
Kristus siger at mennesker »elsker mørket mere end lyset, fordi deres gerninger er onde«. Ikke desto mindre
er det store og skønheden i vor tid, at lys kastes ind i alle mørke kroge, og at alt det skjulte bliver åbenbaret.
Mennesket er meget bevidst om det eksisterende mørke og elendigheden og vil derfor byde lyset
velkommen. Den indre oplysning af menneskers bevidsthed, som får dem til at se ting, som de er, vil bidrage
til de rette motiver, og det største behov er nu at etablere rette menneskelige relationer. I det lys, som
oplysningen fremkalder, skal vi omsider se lyset, og den dag vil komme, hvor tusinder af mennesker og
talløse grupper vil blive i stand til at sige med Hermes og Kristus: »Jeg er (eller vi er) verdens lys«.
Fra kærlighedens kilde i Guds hjerte
lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
må Kristus komme til syne på jorden.
I disse tre linjer påkaldes Guds hjerte som kærlighedens kilde. Dette »hjerte« er i den manifesterede
verden det åndelige Hierarki - den store formidler af kærlighed til enhver form i den guddommelige
manifestation.
Kærlighed er en energi som må trænge ind i menneskers hjerter og befrugte menneskeheden med den
kvalitet, som er kærlig forståelse, for det er, hvad en forening af kærlighed og intelligens fører til.
Når disciple bevidst virker under Kristi anerkendelse, vil den tid komme, da han igen kan bevæge sig åbent
og frit mellem mennesker. Han vil blive erkendt og kan virke på livets ydre plan, såvel som på de indre.
Kristus sagde ved afskeden med sine disciple: »Se, jeg er med Jer altid, lige til tidernes ende«.
Når Kristus kommer vil hans bevidsthedskvalitet komme til stor udfoldelse og aktivitet i og blandt mennesker;
han vil frigøre den stærke og særegne energi som kaldes intuitiv kærlighed. Udbredelsen af denne energi vil
virke på to måder:
For det første vil den aktive energi vi kalder »kærlig forståelse« fremkalde en voldsom reaktion mod hadets
kræfter. At hade, at adskille sig og at indtage en afvisende holdning vil blive betragtet som den eneste synd,
for man vil erkende at alle de synder, som nu regnes for synd, har sin rod i hadet eller dets aflægger, den
asociale bevidsthed.
For det andet vil utallige mænd og kvinder i alle lande danne grupper til fremme af den gode vilje og
skabelse af de rette menneskelige relationer. De vil være så mange, at de fra en lille overset minoritet vil
blive den stærkeste magt i verden.
Fra centret hvor Guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener.
I disse tre linjer finder vi en bøn om at den menneskelige vilje må blive bragt i overensstemmelse med den
guddommelige vilje, selv om det er svært at forstå. Det antydes i disse tre linjer, at menneskeheden endnu
ikke kan fatte Guds hensigt, eller det aspekt af Guds vilje som nu søger at gøre sig gældende på jorden.
Men efterhånden som Guds vilje og hensigt påvirker menneskenes vilje, giver det sig udslag i det vi kalder
god vilje mellem mennesker, og i et levende forsæt eller fast beslutning om at tilvejebringe rette
menneskelige relationer.
Den guddommelige vilje, som den virkelig er, forbliver det store mysterium. Selv Kristus kæmpede med
problemet den guddommelige vilje og henvendte sig til Faderen, da omfanget af hans mission for første
gang gik op for ham, med ordene: »Fader, ske ikke min vilje, men din!« Disse ord markerede hans opgivelse
af de metoder, hvormed han hidtil havde søgt at frelse menneskeheden, og som for ham på den tid kan have
set ud som en fejltagelse og betydet at hans mission var mislykkedes. I omtrent to tusinde år har han ventet
på at fuldføre sin mission. Han kan ikke fortsætte den mission, der er ham overdraget, uden
menneskehedens medvirken.
Denne invokation er på en særlig og afgørende måde Kristi eget mantra. Ved hans fremsigelse og
Hierarkiets anvendelse er dets »lyd udgået« til hele verden. Nu må også invokationens ord gå ud over hele
verden, ved at mennesker overalt fremsiger den, og dens mening må udtrykkes gennem masserne i tidens
løb. Så kan Kristus igen »nedstige til jorden« og »se frugterne af sin sjæls møje«.
Fra centret vi kalder menneskeheden
lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
må den forsegle døren til det onde.
I disse tre linjer, efter at have påkaldt de tre aspekter eller kraftfelter, Tanke, Kærlighed og Vilje, antydes en
forankring af disse kræfter i menneskeheden selv, i det »center vi kalder menneskeheden«. Her og her alene
kan de tre guddommelige kvaliteter - i tid og rum - komme til udtryk og blive fuldbyrdet. Her og her alene kan
kærligheden virkelig fødes, intelligensen fungere korrekt og Guds vilje vise sin effektivitet i viljen til det gode.
Kun gennem menneskeheden, alene og uden hjælp (undtagen af den guddommelige ånd i hvert
menneskeligt væsen), kan »døren til det onde« forsegles.
Den sidste linje i det fjerde vers behøver måske en forklaring. Den er et symbolsk udtryk for den idé at gøre
det onde både inaktivt og virkningsløst. Det onde kan ikke stedfæstes. I Det nye testamente, i åbenbaringen,
tales der om at destruere det onde og gøre Satan afmægtig.
»Døren til det onde« holdes åben af menneskehedens selviske ønsker, dens had og separatistiske
holdninger, dens havesyge og dens raceskel, dens nationale barrierer, dens lave personlige ambitioner og
dens smag for magt og grusomhed. Når lys og god vilje strømmer ind i menneskers sind og hjerter, vil disse
onde tilbøjeligheder og energier, som holder døren til det onde åben, give plads for en længsel efter rette
menneskelige relationer, en beslutning om at skabe en bedre og mere fredelig verden, og en tilkendegivelse
af viljen til det gode overalt i verden. Når disse egenskaber efterhånden fortrænger de gamle og uønskede,
vil døren til det onde langsomt lukkes, symbolsk set, ved selve presset fra den offentlige mening eller den
almindeligt udbredte indstilling, ved menneskehedens rette ønsker. Intet kan på nogen måde stoppe denne
udvikling.
Således vil den oprindelige plan blive genindført på jorden. Samtidig vil døren ind til de åndelige realiteters
verden blive åbnet for menneskeheden, og derved vil planen for kærlighed og lys, gennem »centret vi kalder
menneskeheden«, blive fuldbyrdet og give dødsstødet til det onde, selviskheden og separatismen, og
forsegle det i dødens grav for evigt; derved vil også Skaberens formål blive fuldbyrdet.
Lad lys og kærlighed og kraft
genoprette planen på jorden.
Det er tydeligt, at de tre første vers påkalder eller appellerer til de tre aspekter af det guddommelige liv som
er universelt anerkendt - Guds sind, Guds kærlighed og Guds vilje og formål. Det fjerde vers refererer til
menneskehedens forbindelse med disse tre energier, intelligens, kærlighed og vilje, og til menneskehedens
store ansvar for at iværksætte udbredelsen af lys og kærlighed på jorden, så planen kan genoprettes.
Menneskeheden er ifølge denne plan kaldet til at blive kærlighedens levende udtryk og til at »lade deres lys
skinne«. Så kommer det sidste alvorlige forlangende om at denne »plan for kærlighed og lys«, gennem
menneskeheden, må »forsegle døren til det onde«.
Den sidste linje rummer idéen om genoprettelse, som bliver fremtidens grundtone, og ser frem til den tid,
hvor Guds oprindelige idé og hensigt ikke længere blokeres af den menneskelige vilje og det onde og af ren
materialisme og selviskhed. Den guddommelige hensigt vil da fuldbyrdes gennem menneskehedens
forvandlede hjerter og mål.
Den store invokations dybere mening
Denne store invokation kan, hvis den bliver udbredt overalt, blive for den nye verdensreligion, hvad
»fadervor« har været for kristendommen og den 23. salme for åndeligt orienterede jøder. Der er tre
forskellige måder at bruge denne store bøn eller invokation på:
1. en for almenheden
2. en for esoterikere eller verdens aspiranter og disciple
3. en for medlemmer af Hierarkiet
Almenheden vil betragte den som en bøn til en transcendental Gud. De kan endnu ikke anerkende Gud som
immanent i sit skaberværk; de vil opsende bønnen på håbets vinger - håbet om lys og kærlighed og fred,
som de uophørligt længes efter. De vil også opfatte den som en bøn om oplysning af verdens herskere og
ledere inden for alle grupper, der arbejder med verdensproblemerne; som en bøn om kærlighed og
forståelse mellem mennesker, så de kan leve i fred med hinanden; som et krav om at Guds vilje må ske - en
vilje, som de ikke kan vide noget om og som altid forekommer dem så uransagelig og altomfattende, at
deres mest almindelige indstilling er resignation og villighed til at afstå fra alle spørgsmål; som en bøn om
styrkelse af den menneskelige ansvarsfølelse, så at alle vor tids erkendte onder - der i dag i den grad piner
og foruroliger menneskeheden - kan forsvinde og det ondes noget ubestemmelige årsag bringes under
kontrol. Endelig vil de opfatte den som en bøn om at en eller anden lige så vag oprindelig tilstand af
lyksalighed vil blive genoprettet og al sorg og lidelse forsvinde fra jorden. Dette er for dem helt rigtigt og
nyttigt, og alt, hvad der i øjeblikket er muligt.
Esoterikere, aspiranter og åndeligt indstillede mennesker vil have en dybere og mere forstående holdning.
Dem vil den bibringe en erkendelse af årsagernes verden og af de åndelige ledere, som står bag
verdensbegivenhederne og fra det indre plan leder verdens gang. De står rede til at styrke dem, der har de
rette visioner, rede til ikke alene at påpege årsagen til det der sker på livets forskellige områder, men også til
at åbenbare det, som vil hjælpe menneskeheden videre frem og ud af mørket til lyset. Med en sådan
grundholdning vil nødvendigheden af at udbrede kendskabet til disse fundamentale kendsgerninger være
indlysende, og en æra af åndelig skoling, iværksat af disciple og videreført af esoterikere, vil vokse frem af
denne nødvendighed. Denne åndsvidenskabens æra begyndte i 1875, da kendsgerningerne om
eksistensen af Visdommens Mestre blev offentliggjort. Dette arbejde er blevet videreført på trods af fejlagtig
fremstilling og hånende angreb på idéen. Erkendelsen af de foreliggende kendsgerningers virkelige natur, og
den begyndende intuitive forståelse hos dem, der studerer okkultisme, samt hos mange af intelligensen har
hjulpet meget hertil.
En ny mystikertype vil efterhånden gøre sig gældende, som adskiller sig fra fortidens mystikere ved sin
praktiske interesse for almindelige verdensproblemer og ikke kun for religiøse og kirkelige anliggender; han
udmærker sig ved en mangel på interesse for sin egen personlige udvikling, ved evnen til at se Gud i enhver
livsanskuelse og ikke bare i sin egen særlige form for religiøs tro, og tillige ved sin evne til at leve livet i lyset
fra det guddommeliges nærhed. Dette har alle mystikere været i stand til i større eller mindre grad, men den
moderne mystiker adskiller sig fra fortidens derved, at han er i stand til klart at vise andre vejens teknik;
han kombinerer hoved og hjerte, intelligens og følelse med en intuitiv opfattelse, som hidtil har manglet. Det
åndelige Hierarkis klare lys oplyser den moderne mystikers vej, og ikke kun som hidtil lyset fra hans egen
sjæl; dette vil i stadig stigende grad blive tilfældet.
Begge disse grupper - almenheden og verdens aspiranter på forskellige udviklingstrin - har iblandt sig nogle,
der skiller sig ud fra gennemsnittet ved en dybere indsigt og forståelse; de befinder sig i et ingenmandsland
og virker som formidlere mellem henholdsvis almenheden og esoterikere, og esoterikere og Hierarkiets
medlemmer. Glem ikke, at disse sidste også anvender Den store invokation, og at der ikke går en dag,
hvor Kristus ikke selv sender den ud.
Anvendelsen af denne invokation eller bøn og den tiltagende forventning om Kristi genkomst indebærer
menneskehedens største håb. Store gudesønner er altid kommet på menneskehedens forlangende og vil
altid komme, og Han, som alle venter på i dag er på vej.
Invokation og bøn
Videnskaben om invokation er i virkeligheden den intelligente organisation af åndelig energi og af
kærlighedens kræfter, og disse vil, når de er effektive, fremkalde svar fra åndelige væsener, som igen kan
virke åbent mellem mennesker og således etablere en nær forbindelse og en konstant kommunikation
mellem menneskeheden og det åndelige Hierarki.
Man kan sige, at der er tre slags invokation: massernes ubevidste appel, det råb om hjælp, der altid trænger
sig ud af menneskehjerter i krisetider som disse. Dette nødskrig udgår til stadighed fra alle mennesker i
katastrofeområder, og det er rettet til den magt uden for dem selv, som de føler kan og burde hjælpe dem i
nødens stund. Denne stærke, ordløse appel stiger i dag op fra jorden alle vegne fra. Så er der den bevidste
bøn fra oprigtige mennesker, der deltager i deres religions ritualer og benytter sig af lejligheden til i fælles
bøn og gudstjeneste at fremlægge deres krav om hjælp for Gud. Denne gruppe udgør sammen med
masserne en vældig stor gruppe af påkaldere, og deres samlede vilje er i dag meget tydelig, deres
invokation når op til den Allerhøjeste. Endelig er der verdens erfarne disciple og aspiranter, som bruger
bestemte ordformer, visse omhyggeligt valgte og formulerede påkaldelser, og som - idet de gør det - forener
de andre to gruppers påkaldende råb og appel i et brændpunkt, så de får den rigtige styrke og retning. Alle
disse tre grupper er, bevidst eller ubevidst, nu i aktivitet, og deres forenede anstrengelser garanterer en
efterfølgende fremkaldelse.
Ved invokativ bøn eller aspiration - det er underordnet, hvad vi kalder det - er åndelig energi til rådighed og
bragt i anvendelse, og ved klar tænkning, målrettet tanke og mental opfattelse kan den gøres til mål for
menneskenes ønsker.
Denne invokation er hovedsagelig en bøn, der forener selve menneskesjælens højeste ønske, aspiration og
åndelige krav. Den må anvendes på denne måde.
Når den skolede discipel eller aspirant anvender den, vil han indtage en meditativ indstilling - koncentration,
åndelig retning og modtagelighed. Derefter vil han bede. Han vil indtage den meditative indstilling (en indre
mental indstilling af fast overbevisning), men benytte bøn som metode, som et magtfuldt middel til at etablere
og vedligeholde rette åndelige og menneskelige relationer. Når han i den mediterende indstilling bruger bøn
(ved hjælp af invokationen) opnår han en forbindelse med menneskehedens masser, som det ellers ikke var
ham muligt og kan formulere deres følte, men uudtalte nød, mens han også kan forene sig med det åndelige
Hierarki, hvis opmærksomhed er påkaldt af menneskemassernes ønsker.
En gigantisk gruppemeditation går for sig i mange forskellige faser på vor planet. Alle de mediterende
enheder og de reflekterende grupper er forbundet med hinanden i det samme åndelige motiv; de søger et
tættere samarbejde og prøver - bevidst eller ubevidst - at bringe deres meditation i en tilstand af positiv
universel stilhed, således at formuleringen af åndeligt ønske kan blive båret heldigt frem, og modtagelsen af
åndelig energi kan blive en forenet modtagelse. Gennem individuel bøn, meditation og invokation sker en
stor bestræbelse mod overensstemmelse, som, når den styrkes, kan tjene hele menneskeheden.
Enhver kan medvirke ved en regulering af sit tankeliv, sine idéer og ved en kultivering eller opdyrkelse af en
kærlig ånd samt ved brug af Den store invokation. Således kan man påkalde disse åndelige kræfter og
energier, som er så stærkt tiltrængte i dag.
Tænk på invokationen som et udtryk for den guddommelige hensigt, der opsummerer konklusionen af Guds
tanker, og koncentrer din meditative tænkning og reflektive styrke på dem. Søg efter den grundliggende
abstrakte idé i denne invokation. Den er der. Brug dens sætninger som »trin« til visse tankeplan, ikke hidtil
opnået.
Invokationens oprindelse
Mennesket påkalder Guds opmærksomhed på forskellig måde: ved massernes usammenhængende,
ordløse appel eller nødråb; og ved den planlagte, veldefinerede invokation, som anvendes af åndeligt
orienterede og bevidst intelligent arbejdende aspiranter.
Den omstændighed, at jordens mennesker altid har udtrykt sig i bøn til forsynet har hidtil påkaldt sig liden
opmærksomhed; dog har menneskehedens invokation gennem tiderne fremkaldt svar fra det åndelige
Hierarki. Lad os illustrere det ved Krishnas udtalelse, som findes i Bhagavad Gita og som var en
forberedende bebudelse af Kristi komme. Han siger heri:
»Hver gang retten svinder og uretten vokser, så skaber jeg mig selv. I hver tidsalder kommer jeg til
syne for at befri de gode, for at tilintetgøre de onde og for at genopbygge retten«.
I det romerske imperiums onde og lovløse periode kom Kristus.
Et andet eksempel af en højst bemærkelsesværdig ældgammel invokation findes i Gayatri, hvor folket
anråber solen med ordene: »Afslør for os den sande åndelige sol, skjult bag en skive af gyldent lys, at vi
erkender sandheden og gør vor fulde pligt på vor rejse til dine hellige fødder«.
Hertil skulle vi også tilføje de Fire ædle Sandheder, som Buddha gav os og som er os så velbekendte, da de
opsummerer årsagerne og oprindelsen til alle menneskehedens vanskeligheder. Der er mange oversættelser
af disse sandheder; de åbenbarer alle den samme længsel, appel og mening. Igennem jødedommen blev
der givet os »ti bud« for menneskelig opførsel, og på disse har de menneskelige love og relationer været
baseret i Vesten. Så kom Kristus og gav os universets fundamentale lov, kærlighedens lov. Han gav os også
fadervor og understregede Guds faderskab og gudsrigets komme gennem rette menneskelige relationer.
I dag befinder menneskeheden sig i et særligt og usædvanligt overgangsstadium mellem en ulykkelig fortid
og en fremtid, der er lovende, hvis Kristi tilsynekomst erkendes og hans komme forberedes. Vor tid er
lovende, men også en vanskelig tid; verdens skæbne ligger i menneskenes hænder og - som der siges -
også Kristus' umiddelbare handlinger bestemmes i dag af menneskeheden. Krigens rædsel og hele
menneskehedens nød fik i 1945 Kristus til at tage en stor beslutning - en beslutning, som gav sig udtryk i to
meget betydningsfulde bekendtgørelser. Han meddelte det samlede åndelige Hierarki og alle sine tjenere og
disciple på jorden, at han havde besluttet at træde frem igen i fysisk kontakt med menneskeheden, hvis den
ville tage de indledende skridt til at oprette rette menneskelige relationer på jorden. Han gav verden (til brug
for »manden på gaden«) en af de ældste bønner der kendes, men som det hidtil kun har været de mest
ophøjede åndelige væseners privilegium at bruge. Han brugte den selv første gang i 1945, siges det, ved
juni-fuldmånen, der er kendt som Kristi fuldmåne på samme måde som maj-fuldmånen er kendt som
Buddhas. Det var ikke let at oversætte disse gamle udtryk (så gamle, at de er uden dato og baggrund af
nogen art) til moderne sprog, men det blev gjort, og Den store invokation vil engang blive en verdensbøn.
Den menneskelige tænkning er så reaktionær, at det vækker kritik, når det hævdes, at Den store invokation
er en af verdens største bønner og sidestillet med andre udtryk for åndelig forlangende og hensigt. Det er
uden betydning. Kun nogle få - ganske få - brugte fadervor i kristendommens tidligste epoke, fordi det først
skulle nedskrives i forståelige udtryk og oversættes, før en mere udbredt anvendelse var mulig. Det tog
århundreder. I dag har vi alle muligheder for en hurtig distribution, og disse udnyttes alle til fordel for Den
store invokation.
Menneskehedens bestemmelse
Må disse få tanker gøre invokationen levende i dit sind med en ny vitalitet. Den er i høj grad forbundet med
al sand og gammel tro, den giver håb for fremtiden og den er af praktisk betydning i nutiden. Den er ikke vag
og ubestemt. Den udtrykker menneskehedens fundamentale behov i dag - behovet for lys og kærlighed, for
forståelse af den guddommelige vilje og for det ondes ophør. Den siger triumferende: »Lad lyset komme til
jorden; må Kristus komme til syne på jorden; lad hensigt lede menneskers små viljer, lad planen ... forsegle
døren til det onde«. Den opsummerer det hele i disse klare ord: »Lad lys og kærlighed og kraft genoprette
planen på jorden«. Altid understreges stedet, hvor alt dette skal ske: på jorden.
Ved et studium af invokationen vil du allerede have bemærket en nær forbindelse mellem første og sidste
vers. Menneskehedens bestemmelse er at blive en eksponent for Guds sind, udtrykkende aktiv intelligens,
motiveret af kærlighed og virkeliggjort af viljen. Den tid er endnu ikke kommet, men hvis menneskene
udnytter tiden rigtigt og deres rette ønsker er stærke nok, kan denne bestemmelse for første gang i
menneskehedens historie blive offentligt erkendt, og mennesket vil, frivilligt og i stadig stigende grad, aktivt
påtage sig sin virkelige bestemmelse. Det er igen et af invokationens vigtigste mål; dens stadige anvendelse
vil medføre et altomfattende syn på den åndelige udvikling og bibringe den menneskelige tænkning den
syntese, som hidtil har manglet. Efterhånden som »lyset strømmer ind i menneskers tanker« vil der blive en
mere udbredt opfattelse af den guddommelige plan, og viljen-til-det-gode vil i højere grad blive efterstræbt og
påkaldt.
Dette store invokative råb er trefoldigt. Det er et råb om lys på vejen og lys ind i jordens mørke kroge; det er
også et råb om kærlighed i verden, udtrykt af mennesker med god vilje og humanitær indstilling; det er
endelig en intuitiv appel fra verdens aspiranter og disciple om at udtrykke Guds vilje. Instinktive
gennemsnitsmennesker, mennesker med god vilje, og verdens disciple deltager alle i denne invokation og
bringer således både instinkt, intelligens og intuition ind i påkaldelsen. Alle stemmer blandes i Den store
invokation. Husk stadig på den fundamentale fusion, som her kommer til orde, og den opmuntring, der ligger
i denne samlede påkaldelse af kilden til alt liv, kærlighed og lys. Intet kan modstå det forenede krav fra
mennesker - på mange trin og i tætsluttende rækker - overalt på jorden.
Den umådelige betydning af denne præsentation af en kosmisk, planetarisk og individuel samklang, bøn
eller invokation, som resultat af ret anvendelse, består i en åndelig indstrømning fra højeste kilde direkte til
menneskehedens hjerte.
Det enestående ved invokationen er den omstændighed, at den i virkeligheden er et godt redskab til
integrering. Den forbinder Faderen, Kristus og menneskeheden i ét stort slægtskab. Kristus understregede
altid Guds faderskab og satte det i stedet for den grumme og skinsyge stammegud Jehova. I det 17. kapitel
af Johannes Evangeliet (som er et af verdens betydeligeste åndelige udsagn) understreger Kristus
forbindelsen mellem kristusbevidstheden og selve guddommens bevidsthed. Han forbandt åndens begreb
med det fuldt udviklede sjælsintegrerede menneske, og den grundliggende enhed som eksisterer mellem
Faderen og alle væsener i alle former. Den store invokation forbinder Faderens vilje, det åndelige Hierarkis
kærlighed og menneskehedens tjenen i én stor triangel af energi. Denne triangel vil få to vigtige resultater:
den vil »forsegle døren til det onde«, og den vil udvirke, at planen for lys og kærlighed bliver fuldbyrdet på
jorden gennem Guds kraft, som bliver udløst igennem invokationen.
Denne invokation er også enestående i den forstand, at den påkalder alle tre guddommelige aspekter på én
gang.
Ingen kan anvende Den store invokation eller bøn om indre oplysning og kærlighed uden at forårsage
vældige ændringer i sin egen livsholdning og hensigt; karakter og livsmål vil forandres og hele livet blive nyt
og åndeligt værdifuldt. »Som et menneske tænker i sit hjerte, sådan er det«, siger en fundamental naturlov.
Den konstante mentale henvendelse om lys og forventningen om indre oplysning kan og vil ikke være
forgæves.
Det åndelige Hierarki på denne klode er optaget af, at menneskeheden som helhed vil gribe den åndelige
lejlighed. Denne lejlighed er større i dag end nogensinde før. Den store invokation er givet os i de store
muligheders tid for at vi skal bruge den sammen med »dem«, der bruger den i menneskehedens interesse.
Invokationen tilhører ikke nogen person eller gruppe, men hele menneskeheden. Titusinder af mennesker
med god vilje over hele verden anvender den hver dag.
Den kontinuerlige invokative appel kulminerer ved fuldmånen i juni. (Det er fuldmånen i Tvillingernes tegn,
der sommetider falder i maj. Tiden for fuldmåne anerkendes i hele verden og er ikke berørt af kalenderen).
På denne dag fremføres invokationen som en verdensomspændende magtfuld invokativ udstrømning for
menneskehedens vel.
Juni højtiden, som udpræget er Kristi højtid og understreger hans forbindelse med menneskeheden, varer i
virkeligheden tre hele dage, hver med en bestemt grundtone:
1. Grundtonen kærlighed i hierarkisk forstand - fri for sentimentalitet, emotion og personlig betoning -
en kærlighed som ofrer og forstår, som handler med styrke og beslutsomhed for menneskeheden
som helhed og ikke for en bestemt gruppe eller individuel interesse.
2. Grundtonen opstandelse understreger det nye liv, om hvilket Kristus sagde, at det var »et liv i større
fylde«, muliggjort igennem nød, som fremtvinger en tilbagevenden til de mere sande værdier.
3. Grundtonen kontakt, en nærmere forbindelse mellem Kristus og hans folk, mellem Hierarkiet og
menneskeheden.
Ordet »grundtone« blev valgt med omhu og tilkendegiver den tone, som gik forud for enhver større
indstrømning ved maj højtiden. Disse energier vil blive udløst ved en højtidelig ceremoni på hver af disse tre
dage. Ved hver ceremoni fremsiger Kristus alene Den store invokation, og så vil det samlede Hierarki
intonere versene alene og henholdsvis påkalde lyset, kærligheden og viljen-til-det-gode på hver af de tre
dage. Denne højtidelige tre-dages invokation efterfølges af et højdepunkt, en dag, hvor Hierarkiet i forening
med Kristus i spidsen vil fremføre hele invokationen og indlede hvert vers med dets egen grundtone, igen
intoneret enstemmigt.
Lad lys og kærlighed og kraft genoprette planen på jorden.

• < Forrige
• Næste >