By A Web Design
anahata free healing, tilbyder gratis healing, har du fået åbnet for dine kanaler, og vil du gerne videre på din vej, tilbyder vi dig at guide dig.
Gennem porten
Energi følger tanke
- Detaljer
- Kategori: World Goodwill
- Publiceret Fredag, 13 januar 2012 14:15
- Skrevet af Super User
- Visninger: 33
Energi følger tanke
Trianglernes mål
At etablere rette menneskelige relationer og at udbrede god vilje og
forståelse (lys) mellem mennesker.
At hæve det menneskelige bevidsthedsniveau og at omdanne planetens
mentale og åndelige klima.
At styrke og støtte det arbejde, som udføres af mennesker af god vilje i
verden.
At tilvejebringe et tankereservoir og at inspirere til praktisk og konstruktiv
handling til gavn for menneskeheden.
Alt er energi
I vor moderne verden møder vi bestandigt begrebet energi, men kun få standser op for at gøre sig klart, hvad
der menes med denne betegnelse. Ordet er udledt af det græske »energos«, som betyder »aktiv«. Energi er
altså evnen til livgivende aktivitet, og fra tidernes morgen har dette energibegreb gjort sig gældende inden for
et stadigt større område af menneskelig erkendelse og stræben. I lang tid brugtes betegnelsen kun i
forbindelse med fysiske hændelser og begivenheder, men nu relaterer den også til områder som psykologi,
økonomi og sociologi. Fra forestillingen om energi som en overalt nærværende levende kraft fører en direkte
linje til alle områder af menneskelig væren.
Energibegrebet er udvidet og finder nu større anvendelse inden for videnskaben end inden for noget andet
område. Den tanke, at alt er energi i forskellige tilstande og i forskellige forbindelser, har ført til en syntese i
videnskabelig tænkning og til en ny forståelse af de kræfter, der styrer universet. Sådan har det ikke altid
været. I det 19. århundrede betragtede man stort set energi som et resultat af legemers eller partiklers
bevægelse (egentlig eller kinetisk energi), eller som et resultat af et legemes position i forhold til andre
legemer (potentiel energi). Dette udtrykte man i to love: Loven om massens konstans, der - kort fortalt -
hævdede, at masse (mængden af stof i et legeme) er uforgængelig, og loven om energiens konstans, der
som det grundlæggende princip fastslog, at summen af energi i universet er konstant.
Masse eller stof og energi anså man for at være to forskellige begreber, og af disse betragtede man stof som
værende af størst betydning for vor forståelse af universet.
I 1905 påviste Einstein med sin »specielle relativitetsteori«, at masse i sig selv er en form for energi, at
masse og energi dybest set er det samme, og at disse to faktorer er forbundet ved formlen E = mc2, hvor E =
energi, m = masse, og c = lysets hastighed. Det betød, at loven om massens konstans ikke længere var af
primær betydning, og dermed fik energiprincippet sin rette placering.
Det æteriske legeme
Einsteins specielle relativitetsteori gjorde det muligt at føre videnskabeligt bevis for, at alt er energi. Denne
opdagelse gjorde det af med den materialistiske forestilling om universet, for der er intet i det manifesterede
univers - solar, planetarisk eller de forskellige naturriger - som ikke besidder en energiform, subtil og
uhåndgribelig, men substantiel. Energi anses nu for at være alt det, som ER; vor verden er en manifestation
af et hav af energier, af hvilke nogle antager form, andre udgør det medium, hvori disse former lever og røres
og er. Alle former består af levende energier, vibrerende og i samklang med hinanden, men alligevel med
deres eget særpræg og deres eget kvalificerede liv. Samtidig kan vi se, at former også eksisterer inden i
andre former. Det værelse vi sidder i, findes i et hus som er ét blandt en gruppe af huse i et større samfund
af huse. Enhver form er en del af en større helhed.
Vi lever i et hav af energier, selv om vi ikke altid er bevidst om det. Vi er selv sammensat af energier, og alle
disse energier er indbyrdes nært forbundet i en syntese, som udgør vor planets energilegeme. Dette
energilegeme kalder vi »æterisk«. Ethvert menneskes æteriske legeme eller energilegeme er en integreret
del af planetens æteriske legeme, og følgelig af solsystemet. Gennem dette medium er ethvert menneskeligt
væsen dybest set forbundet med enhver enhed af det guddommelige liv, uendelig lille eller stor. Enhver
forms energilegeme i naturen er simpelthen en integreret del af den substantielle form af det ene universelle
liv - af Gud selv.
Det æteriske legeme er ganske enkelt ikke andet end energi. Dets opgave er at modtage og overføre
energiimpulser af forskellig art og kvalitet og at blive aktiveret af disse impulser eller kraftstrømme. De
tilvejebringer simpelthen det nødvendige grundlag for de forskellige typer og niveauer for telepatisk samspil
og alle former for subjektivt arbejde og forhold mellem individer og grupper. Det æteriske legeme er også
forbindelsesledet mellem mentale og emotionelle impulser og den ydre fysiske formverden. Gennem det
æteriske legemes netværk cirkulerer en konstant energistrøm, som betinger og er bestemmende for den
ydre udtryksform, aktiviteter og egenskaber for enhver livsform. Dette gælder for det enkelte menneske,
grupper, den menneskelige familie som helhed, for planeten og derudover.
Modellen for planen
De ydre omstændigheder og hændelser i verden er produkt af de dominerende energier, der er til rådighed,
og som i løbet af enhver verdenshistorisk tidsepoke cirkulerer i det planetariske æterlegeme. Indtil for
ganske nylig responderede de fleste mennesker hovedsageligt på de emotionelle energiimpulser. De, som
responderede på mentale energier og tankemønstre, var forholdsvis få. Men i det 20. århundrede har dette
forhold hurtigt ændret sig. Som et resultat af de moderne undervisningssystemer har millioner af mennesker
udviklet og er ved at udvikle tænkeevnen og forstår at bruge tankens energi. De, som er i stand til at
kontakte og registrere de impulser og tankemønstre, der indeholder kimen til den fremtidige verdens kultur
og civilisation, og som kommer fra det universelle sind, findes nu i stort tal og udgør en verdensgruppe.
Det er blevet sagt, at »det, der sker i verden i dag, er et resultat af tanker og ideer«, og dette kan nu tydeligt
ses. De, som har en forestilling om tankens kraft, om virkningen af de strømme af mental energi, som en
tænker udsender, befinder sig nu i en situation, der rummer store muligheder og et stort ansvar. Tanker er
energi, og energi følger tanke. Dette er grundlaget for alt skabende arbejde på det mentale plan. Hvis et
menneske som tænker sandhed, kan forandre det mentale klima i hans eller hendes omgivelser, så kan
selvisk, ukontrolleret eller destruktiv tænkning forgifte den mentale atmosfære. Vore tanker er langt mere
magtfulde end vi forestiller os; derfor er der behov for en skabende og konstruktiv brug af denne kraft.
Universet er et udtryk for Guds plan og hensigt. Det er ikke en »tilfældig samling af atomer«, men er
resultatet af et storslået mønster.
Når vi har fattet nødvendigheden af at skabe positive og konstruktive energiformer, har vi mulighed for at
blive bevidste medarbejdere i den guddommelige plan. For efterhånden som vi forstår at tankens verden er
en realitet, bliver vi i stand til at samarbejde på den opgave: bevidst at registrere og respondere på de
grundlæggende ideer og principper, som søger deres udtryk i verden, og som udgør planens model for
denne tidsalder. Så vil vi erkende, at de, som kaldes »planens vogtere« - det åndelige Hierarki - har til
opgave at udarbejde en model for den plan for menneskeheden, som skal udføres og fuldbyrdes. Ved at
deltage i dette arbejde forbinder vi os med den universelle skabelsesproces; vi samarbejder med det
åndelige Hierarki og alle tænkere, som motiveres af kærlighed og ønsket om tjeneste.
Enhver kan blive medarbejder på denne opgave: »At tænke planen i manifestation«. Planens endemål er, at
lyset skal illuminere menneskers sind, at kærlighed skal styre alle forhold, at Guds vilje skal lede
menneskers anliggender. Alle, som i sandhed søger at elske og tjene menneskeheden, er medarbejdere på
planen. De, som kender tankens kraft og som kan begynde at arbejde med tankeenergi på det mentale plan,
har mulighed for en udvidet og skabende rolle.
Den skabende anvendelse af tankeenergi
Den kloge og sikre brug af tankeenergi i tjeneste er for de fleste mennesker ikke en automatisk proces. Den
kræver en indsats og disciplin og forståelse af de principper, som den skabende brug af tænkeevnen kan
baseres på. De følgende punkter viser nogle af grundtrækkene i denne sindets mentale videnskab.
1. Tanken er skabende, idet den opbygger ved hjælp af formulering, udvikling og afklaring af ideer.
Den er kommunikativ, da tænkeevnen projicerer tankeformen til dens bestemmelsessted.
2. Skabende tankeopbygning kræver en følelsesmæssigt rolig og stabil bevidsthed, et sind, som kan
fastholde fokus og koncentration på en idé eller et tema uden afbrydelse eller distraktion, og fysiske
forhold, som muliggør opnåelse af begge dele.
3. Renhed i motiv er påkrævet for dette arbejde. Dette er ikke et spørgsmål om fuldkommenhed, men
formålet med at gøre arbejdet må være upersonlig, uselvisk tjeneste til bedste for og højnelse af hele
den menneskelige familie.
4. Tanken må være forenet med hjertet i skabende åndelig tjeneste. Kristus sagde: »Som et menneske
tænker i sit hjerte, således er han«, og hvis tænkeren arbejder, uden at hjertet er åbent for
kærlighedens strøm, vil hans tanke mangle den nødvendige magnetisme til at nå målet.
5. Der er mange måder at gennemtænke et emne på for at afklare og udvikle det. Men man bør
anstrenge sig for at trænge bag om ydre skin og søge efter mening, betydning og sammenhæng
med andre ideer eller tankeretninger, og se efter årsager, ikke virkninger. Forsøget på at gøre dette
vil lede tænkeren til at reflektere over det, som ikke hører formernes verden til, og dette kan føre til
kontemplation, som er kilden til inspiration og illumination.
6. Tænkeren bør på et vist trin løfte sin bevidsthed til sjælen - kristusbevidstheden i mennesket - og
idet han reflekterer sjælens lys forbinde sig i tanken med det åndelige Hierarki, planens vogtere. På
denne måde vil han hjælpe med at opbygge forbindelsen mellem Guds sind og menneskets sind, og
via denne kanal kan planen hjælpes til at nedfældes i den menneskelige bevidsthed. Han kan også
påkalde strømmen af lys og kærlighed og viljen-til-det-gode via denne kanal ind i menneskers hjerte
og sind.
7. Tænkeren bør forstå, at han i realiteten vil være en del af en subjektivt forenet verdensgruppe af
tænkere i et hvilket som helst skabende tjenende arbejde, som han måtte påtage sig med
tankeenergi. Han vil bidrage til at trække på et gruppe-»tankereservoir«. Ved bevidst at forbinde sig
med denne gruppe, mens han arbejder med tankeenergi, vil han øge værdien af sit eget og andres
bidrag.
8. Tankeformer bør opbygges med lige så megen omhu og nøjagtighed, som der anvendes, når der
bygges et hus. Ligesom en arkitekt må tage hensyn til plan, materialer, beliggenhed, telefon- og
elinstallationer, opvarmning og sanitetsarbejde og afpasse dem alle til et hus, der er smukt, praktisk,
økonomisk og godt at bo i, således må den, der arbejder skabende med tanken, tage hensyn til de
tilsvarende faktorer i det, han vil skabe mentalt. Ligesom der er millioner af dårligt planlagte og
dårligt byggede huse i verden, således er der millioner af dårligt gennemtænkte og relativt nytteløse
tankeformer. I denne proces med at opbygge tankeformer er visualisering den vigtigste mentale
teknik.
Reglerne for skabende brug af tankeenergi er de samme som for meditation, men dette bør her forstås i en
mere omfattende betydning. Videnskabsmanden, som arbejder i sit laboratorium for at afsløre naturens love,
udøver en slags meditation. Omhyggelig planlægning for at hjælpe nødlidende er meditation. Afklaring af
filosofiske begreber og formulering af filosofiske principper er meditation. Brug af tankens kraft på
regeringsproblemer og på internationale forhold er meditation. På alle disse områder benyttes de samme
tankeprocesser. Der er forskel på emnerne og på det, der lægges vægt på, men processen er den samme.
Når som helst motivet til dette arbejde er alles velfærd, og når som helst det gennemføres med uselvisk
formål, kan et sådant arbejde betragtes som værende inspireret af planens impulser.
Guddommelig energi må påvirke menneskenes tanker, som - i deres samlede effekt - er det eneste
instrument, som Guds viljes energi kan komme til udtryk gennem. Menneskets plads i den kosmiske plan
bliver mere vital og åbenbar, når det erkendes, at et af menneskenes hovedansvarsområder er at styre
energistrømme fra det mentale plan og at skabe det, som ønskes ifølge Guds hensigt med skabelsen. Som
helhed gennemgår menneskene en evolutionær udvikling, for at de kan blive samvittighedsfulde skabere i
materien. Dette indebærer en erkendelse af det arketypiske plan, en bevidst proces af villet skabelse,
således at mennesket samarbejder med idealet, arbejder under loven og frembringer, hvad der er på linje
med planen.
Tænkerens skabende arbejde
Fuldt bevidst skabende arbejde på linje med planen kræver også, at vi forstår energiens natur og kan styre
energistrømmene. Endnu er kun få medlemmer af den menneskelige familie i stand til at arbejde bevidst i
mentalt stof.
Tankeenergi, der nu strømmer som en forholdsvis svag strøm fra hvert enkelt menneske, kan ledes mod
skabelsen af det, som gruppen ønsker, og ikke kun imod det, som det enkelte menneske ønsker. Af
afgørende betydning for at blive medarbejder i dette arbejde i mentalt stof er evnen til at arbejde gruppevis,
idet hver tanke sendes på en særlig mission for at føje sin andel af energi til en bestemt, nærmere defineret
energistrøm. Dette sidste er væsentligt, idet for virkelig at hjælpe må tankeenergien rettes direkte mod en
nærmere angivet tjeneste.
Al aktivitet af enhver art er resultatet af:
1. bevidst eller ubevidst opbyggede tankeformer;
2. tankeformer skabt på eget initiativ eller virkningerne af andres tankeformer;
3. respons på ens egne impulser eller respons på andres impulser og derfor på gruppetankeformer.
Det er derfor åbenbart, hvor vigtigt dette spørgsmål er og hvor påvirket mænd og kvinder bliver af de
tankeformer, de selv har skabt, eller af andres mentale frembringelser.
Hvis det skabende arbejde, vi påtager os, skal lykkes, er det påkrævet, at vi erkender de grundlæggende
tendenser og tilbøjeligheder i vort eget sind og vore tanker, gruppetanken som helhed, som vort arbejde er
forbundet med, og hensigten med vort arbejde. Hensigten må fastholdes mentalt uden afbrydelse under hele
den skabende proces.
Planens mål
Noget af det første vi bør gøre os klart, når vi betragter værdien af den skabende brug af tanken, er, at der er
en plan for menneskeheden, og at denne plan altid har eksisteret. Den er udsprunget af de svundne
tidsaldres evolutionære udvikling og af den impuls, som fra tid til anden er kommet fra menneskehedens
store intuitive og lærere. I dag er der tilstrækkeligt mange mænd og kvinder i verden, som er så udviklede, at
de kan kontakte planen og arbejde for den. Ved hjælp af tankens skabende evne kan mænd og kvinder
bringe denne guddommelige plan for menneskeheden til fuldbyrdelse.
Nogle af planens vigtigste mål er følgende:
1. at tilvejebringe en subjektiv syntese i menneskeheden;
2. at vække lyset i mennesker i stor målestok;
3. at etablere et stort »lyscenter«, som vil illuminere den samlede menneskelige tænkning;
4. at bringe separatismens æra til afslutning;
5. at hæve massernes bevidsthed til det mentale plan.
Dette vil resultere i:
1. Dannelsen af gruppeenheder, der er forbundet ved fælles tænkning og fælles åndelige
værdiopfattelser. (Dette har stået på siden det 15. århundrede).
2. Udvikling af en menneskehed, der kendetegnes ved tre ting:
• Et system for indbyrdes kommunikation og fællesskab på alle niveauer - radio, telefon,
television, computernetværk, telepati, rejse.
• En følelse af ansvar for hinanden - virkeliggørelse af den gode vilje.
• Erkendelse af en allestedsnærværelse - det Ene Liv.
Planen har andre aspekter og andre væsentlige mål, men intet aspekt af planen kan etableres i
menneskeheden, undtagen gennem tankens skabende evne. Vi er kun ved begyndelsen til en forståelse af
tankens kraft og den energi, som tænkeren kan anvende. Gennem skabende tanke, åndelig opfattelsesevne
og korrekt tolkning kan menneskeheden bidrage til skabelse af gudsriget på jorden.
Triangelarbejdet
Triangeltjenesten hjælper udviklingen af rette menneskelige relationer over hele verden. Kendskab til og
forståelse af forholdet mellem energi og tanke er af afgørende værdi i dette arbejde. Triangelarbejdet består i
at lede energi ved tankens kraft. Ved trianglerne anvendes den fokuserede tanke til at fremkalde og lede
lysets og den gode viljes energi til menneskeheden - energier, som er meget stærkt tiltrængt i vor moderne
verden. Det er et videnskabeligt arbejde, men i princippet meget enkelt. Invokation, bøn eller aspiration,
meditation - det er uden betydning, hvilket ord, der anvendes - er de metoder, hvormed vi kan tappe de
åndelige værdier og aktivere dem.
Den stadige påvirkning af ret tænkning, tænkning som kendetegnes ved den gode viljes energi, har en
afgjort stimulerende og helbredende virkning på menneskehedens bevidsthed. Desuden har de, der arbejder
for menneskeheden skabt og fremkaldt et vældigt reservoir af den gode viljes energi.
Enhver kan danne en triangel ved at forene sig med to andre, som tror på den skabende tankes kraft. Når
denne triangel forbindes med det verdensomspændende netværk af lys og god vilje, kan den bidrage til det
globale arbejde med at udvikle de rette relationer blandt mennesker og blive et levende eksempel på
princippet om at energi følger tanke.
Den store invokation
Fra lysets kilde i Guds sind
lad lys strømme ind i menneskers tanker
lad lyset komme til jorden.
Fra kærlighedens kilde i Guds hjerte
lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
må Kristus komme til syne på jorden.
Fra centret hvor Guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener.
Fra centret vi kalder menneskeheden
lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
må den forsegle døren til det onde.
Lad lys og kærlighed og kraft
genoprette planen på jorden.
Dansk Informationscenter for World Goodwill og Triangler





















