Kristi tilsynekomst

Detaljer

Kategori: World Goodwill

Publiceret Fredag, 13 januar 2012 14:14

Skrevet af Super User

Visninger: 28

Kristi tilsynekomst
Af Alice A. Bailey
(Teksten fra denne brochure er taget fra tredje kapitel i bogen »Kristi Tilsynekomst« af Alice A. Bailey udgivet på Esoterisk Center Forlag. Denne
bog er også udgivet på engelsk, finsk, fransk, tysk, græsk, italiensk, spansk og svensk.)
Den transcendente Gud, større, mægtigere og mere omfattende end den verden, han skabte, er universelt
anerkendt og har altid været almindeligt fremhævet; alle trosretninger kan sige med Shri Krishna (når han
taler som Gud, skaberen): »Efter at have gennemtrængt hele universet med et fragment af mig selv, forbliver
jeg«. Ideen om den transcendente Gud har domineret den religiøse tænkning hos millioner af jævne og
åndeligt indstillede mennesker i de århundreder, der er gået, siden menneskeheden begyndte at stræbe hen
imod det guddommelige.
Nu begynder den anden store sandhed langsomt at dæmre i menneskehedens vågnende bevidsthed, Gud
immanent, som på guddommelig vis gennemtrænger alle former og indefra opretholder alle naturrigerne,
søger den iboende guddommelighed udtrykt gennem mennesket, og - som for to tusind år siden - i Kristi
person gav os et eksempel på denne iboende guddommeligheds væsen. Som resultat af denne åbenbaring
af guddommelig tilstedeværelse er et nyt begreb nu ved at trænge ind i den menneskelige bevidsthed:
»Kristus i jer, herlighedens håb« (Kol.1,27). Der er en voksende tro på, at Kristus er i os, som han var i
mesteren Jesus, og denne tro vil forandre alle forhold i verden og menneskers indstilling til livet.
Underet i det liv, som blev levet for to tusind år siden, er stadig hos os og har ikke mistet sin friskhed; det er
til evig inspiration, håb, opmuntring og eksempel. Den kærlighed, han demonstrerede for os, er en stadig
udfordring til den tænkende verden, skønt kun forholdsvis få virkelig har forsøgt at udvise den samme
kærlighed som han - en kærlighed, som ufejlbarligt fører til et liv i verdenstjeneste, til fuldkommen
selvforglemmelse, og til et udstrålende, magnetisk liv. Hans ord var få og enkle, og alle kan forstå dem, men
deres betydning er stort set gået tabt i Paulus' indviklede teorier og påbud, og i teologiske kommentatorers
endeløse diskussioner, lige siden Kristus forlod os - eller tilsyneladende forlod os.
Alligevel er Kristus menneskeheden nærmere i dag end nogensinde før i historien; han er nærmere end den
mest længselsfulde og håbefulde discipel er vidende om, og han kommer endnu nærmere, hvis det, som her
skrives bliver forstået og bragt til menneskers kendskab overalt på jorden. For Kristus tilhører
menneskeheden, hele den menneskelige verden, og ikke bare kirkerne og de religiøse samfund rundt om i
verden.
Alle hans store disciple, visdommens mestre og alle de frigjorte gudesønner, som i tidens løb har
overskredet tærskelen fra mørke til lys, fra det uvirkelige til det virkelige, fra død til udødelighed, er i dag
samlet omkring ham dér på jorden, hvor han har sit tilholdssted. De står rede til at udføre hans bud og til at
følge ham - alle mestres mester og engles og menneskers lærer. Repræsentanter for alle
verdensreligionerne venter dér på under hans vejledning at tilkendegive for alle dem, der i dag strider i
verdens malstrøm og søger at løse verdens problemer, at de ikke er alene. Den transcendente Gud virker
gennem Kristus og det åndelige Hierarki for at bringe hjælp til jorden, og den immanente Gud i alle
mennesker står på tærskelen til nye store erkendelser.
Den store apostolske succession af kendere af Gud forbereder sig i dag på nye aktiviteter. Det er den lange
række af dem, som har levet på jorden, som har accepteret den transcendente Gud som en kendsgerning og
har opdaget den immanente Guds realitet. De har i deres eget liv virkeliggjort de guddommelige egenskaber,
som er karakteristiske for kristuslivet. De har levet på jorden, som han gjorde (og stadig gør), og er nu rykket
uden for vort synsfelt, efterladende os et eksempel til efterfølgelse, at også vi kan følge i hans og deres
fodspor. Også vi vil engang tilhøre denne store succession.
Buddha selv har stillet sig bag Kristus i ydmyg erkendelse af den guddommelige opgave, han er ved at
fuldbyrde, og fordi denne fuldbyrdelse nu er nært forestående. Det er ikke alene dem, der virker bevidst i
gudsriget, som er klar over hans plan, men også de store åndelige væsener, som lever i »Faderens hus«, i
»det center, hvor Guds vilje er kendt«, er beredte og organiseret til at støtte hans arbejde. Hele den åndelige
succession fra »Den gamle af dages trone« ned til den mest beskedne discipel (som med andre er forsamlet
ved Kristi fødder) er i dag koncentreret om at hjælpe menneskeheden.
Det store øjeblik, han har ventet så tålmodigt på, er nu lige ved at være inde; »tidsalderens ende« eller
verdens ende, som han talte om til sin lille gruppe af disciple: »Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens
ende«, er nu kommet. I dag står han og venter, vel vidende, at timen er kommet, hvor han vil »se frugterne af
sin sjæls møje og blive tilfreds«.
Gennem hele den åndelige kæde af gudesønner er der kun forventning og forberedelse at se og mærke.
»Hierarkiet venter«. Det har gjort alt, hvad der er muligt i den nuværende situation. Kristus står i tålmodig
tavshed med opmærksomheden rettet mod de bestræbelser, der er i gang for at materialisere hans arbejde
på jorden og gøre det muligt for ham at fuldende den opgave, han påbegyndte for to tusind år siden i
Palæstina. Buddha holder sig i beredskab nær ved jorden for at kunne yde sin indsats, hvis menneskeheden
giver ham lejlighed til det. Alt beror nu på, om mennesker af god vilje handler rigtigt.
Fra Faderens hus - »det center, hvor Guds vilje er kendt«, eller esoterikernes Shamballa - er befalingen
udgået: Timen er inde. Fra gudsriget, hvor Kristus hersker, genlød svaret: »Fader, ske din vilje«. Nede i
menneskenes ulykkelige, forvirrede og stridende verden lyder uophørligt råbet: »Må Kristus komme tilbage til
jorden«. De tre store åndelige centre: Faderens hus, gudsriget og den vågnende menneskehed har kun ét
formål, én idé og én fælles forventning.
Det er væsentligt, at vi i dag får et større kendskab til »centret, hvor Guds vilje er kendt«. Offentligheden må
have nogen forståelse af dette højeste åndelige center, som Kristi bevidsthed altid var rettet imod - om vi
ellers skal tro Evangeliet. Gang på gang læser vi i Det nye testamente, at »Faderen talte til ham«, eller at
»han hørte en stemme«, ingen andre hørte, eller at det lød: »Denne er min elskede søn«. Vi læser, at han
flere gange modtog bekræftelsens segl (som det kaldes). Og kun Faderen, den planetariske Logos, den Ene,
»thi i ham lever og røres og er vi« (Ap.G.17,28), Verdens Herre, Den gamle af dage kan udtale dette højeste
bekræftende ord. Der er, som vi ved, fem kriser eller indvielser i forbindelse med mesteren Jesus - fødslen i
Betlehem, dåben, forklarelsen, korsfæstelsen og opstandelsen - men bag denne rent faktiske og
bogstavelige lære er der en understrøm eller underforståelse af noget langt højere af større betydning -
Faderens bekræftende stemme, der bifalder, hvad Kristus har gjort.
Når Kristus i løbet af de næste to tusind år fuldender det værk, han indledte for to tusind år siden, vil den
bekræftende stemme sikkert lyde igen, og den guddommelige anerkendelse af hans komme vil blive givet.
Da vil Kristus tage den vældige indvielse, om hvilken vi intet ved ud over, at to guddommelige aspekter da vil
forenes i ham (den fuldkomne manifestation af kærlighed-visdom, motiveret af guddommelig vilje eller magt).
Da vil Buddha og Kristus sammen stå foran Faderen, Verdens Herre, og sammen se hans herlighed, for
derefter at gå videre til et højere liv og tjeneste af en for os ukendt art.
Jeg skriver ikke dette i en fanatisk eller forventningsfuld ånd; jeg taler ikke som spekulativ teolog eller
repræsentant for en særlig retning af religiøs ønsketænkning. Jeg taler, fordi mange ved, at tiden er moden,
og at den appel, som enkle, trofaste hjerter har opsendt, er trængt igennem til den højeste åndelige sfære og
har sat kræfter i gang, som nu ikke kan standses. Den fortvivlede menneskeheds råb om hjælp er i dag af et
sådant omfang og en sådan styrke, at det - i forening med det åndelige Hierarkis viden og visdom - har
udløst bestemte aktiviteter i Faderens hus. Disse vil resultere i Guds herlighed, i forvandlingen af den
guddommelige vilje-til-det-gode til menneskets gode vilje, som til sidst vil skabe fred på jorden.
Et nyt kapitel i det åndelige livs store bog er ved at blive skrevet; en ny bevidsthedsudvidelse er umiddelbart
forestående; en ny erkendelse af den guddommelige årvågenhed er nu mulig for menneskeheden, og
sandheden i det bibelske udsagn »alles øjne skal se ham« (Åb.1,7) vil blive afsløret. Menneskehedens
religiøse liv eller åndelige historie aftegner sig for os i en række af kendsgerninger, kendsgerningen om dem,
der ned gennem tiderne har udgjort den apostolske succession, kulminerende i de store religiøse ledere,
som er fremstået iblandt os siden år 700 f.Kr. og som har grundlagt de store verdensreligioner og, frem for
alt, i Kristus selv, som var den fuldkomne legemliggørelse af Gud immanent såvel som bevidstheden om
Gud transcendent. Kendsgerningen om væsentlige åndelige begreber som kærlighed og menneskelighed,
der altid har været til stede i baggrunden af den menneskelige bevidsthed, og nu er ved at bryde igennem,
kendsgerningen om det sande broderskab, baseret på det ene guddommelige liv som gennemtrænger
den ene sjæl og udtrykker sig gennem den ene menneskehed, og derfor kendsgerningen om
slægtskabet med det guddommelige liv i verden og selve menneskeheden. Det er denne nye voksende
erkendelse og denne frembrydende åndelige holdning, som vil føre til de rette menneskelige relationer og til
sidst til verdensfred.
En anden erkendelse er i dag ved at vinde frem, og det er erkendelsen overalt af Kristi genkomst som nært
forestående (hvis man kan bruge en sådan vending om en, der aldrig har forladt os) og af de nye åndelige
udfordringer, som denne begivenhed vil medføre og muliggøre.
Grundlaget for denne erkendelse er den dybtliggende overbevisning, iboende den menneskelige bevidsthed,
at en stor lærer eller frelser, profet, lovgiver eller guddommelig repræsentant må træde frem fra den åndelige
verden som svar på menneskenes behov og krav. Altid, ned gennem tiderne, når nøden var størst og som
svar på menneskenes udtalte krav, er en gudesøn trådt frem under mange forskellige navne. Kristus kom og
forlod os tilsyneladende igen uden at fuldbyrde sit værk, og hans vision for menneskeheden er endnu ikke
opfyldt. I to tusind år syntes det, som om hans værk var blokeret, hæmmet og til ingen nytte, for kirkernes
vækst i løbet af disse århundreder er ingen garanti for den åndelige fremgang, han stræbte efter. Der skal
mere til end teologiske fortolkninger og numerisk forøgelse af verdensreligionernes tilhængere, (kristendom
og buddhisme iberegnet) for at hans verdensmission kan siges at være lykkedes. Det hele syntes umuligt,
for de tre forudsætninger, under hvilke det skulle vise sig, om hans værk bestod sin prøve, var endnu ikke til
stede. Men i dag er de åbenlyse kendsgerninger. For det første en almen global tilstand, der som følge af
menneskenes selviskhed har vist sig at være så katastrofal, at menneskeheden er blevet tvunget til at indse
katastrofens årsag og oprindelse. For det andet: en åndelig opvågnen forårsaget af impulser fra
menneskesindets dybeste indre. Dette er tilfældet i dag som følge af verdenskrigen (1914-1945). For det
tredje en stadigt stærkere påkaldelse, et krav eller en bøn om hjælp rettet mod de højeste åndelige kilder
uanset, hvad vi kalder disse kilder.
Disse tre forudsætninger er nu opfyldt, og menneskeheden står over for nye muligheder. Katastrofen,
som har hjemsøgt menneskeheden, er omfattende og universel, ingen kan undslippe, og alle er involveret på
den ene eller anden måde - fysisk, økonomisk eller socialt. Menneskenes åndelige opvågnen jorden over
(inden for eller uden for verdensreligionerne, men mest udenfor) er et fremherskende og gennemgribende
træk, og overalt ses en søgen hen imod Gud. Sluttelig har disse to årsager i forening fremkaldt
menneskehedens påkaldende råb; det er klarere, renere og mere uselvisk end nogensinde før i
menneskehedens historie, fordi det er baseret på en mere klar tænkning såvel som en fælles lidelse. Sand
religiøsitet er igen ved at bryde frem i menneskers hjerter overalt i verden; og denne erkendelse af et
guddommeligt håb og en guddommelig baggrund kan muligvis føre mennesker tilbage til kirken og til
verdens religioner, men den vil med sikkerhed føre dem tilbage til Gud.
Religion er sandt nok det navn, vi giver menneskehedens invokation og appel, som fremkalder svar fra Guds
ånd. Denne ånd virker i alle menneskehjerter og i alle grupper. Den virker også gennem klodens åndelige
Hierarki. Den tilskynder Hierarkiets overhoved, Kristus, til at handle, og hans handlinger vil føre til hans og
hans disciples genkomst.
Ideen om Kristi genkomst er velkendt, og forestillingen om en Guds søn, der vender tilbage som svar på
menneskenes nød, har sin plads i de fleste af verdens religioner. Lige siden han tilsyneladende trak sig
tilbage til de sfærer, hvor de troende har placeret ham, har små grupper af disse mennesker ræsonneret sig
frem til at tro, at på det eller det tidspunkt ville han komme igen, og aldrig har deres profetier og forventninger
været rigtige. Han er ikke kommet. Sådanne mennesker er blevet udleet af mængden og sat på plads af de
intelligente. Deres øjne har ikke set ham, og der har ikke været synlige beviser på hans tilstedeværelse. I
dag ved tusinder, at han vil komme, at planerne for hans komme allerede er udarbejdet, men der angives
ingen tid eller klokkeslæt. Tidspunktet kendes kun af to eller tre, »thi menneskesønnen kommer i den time,
I ikke tænker jer« (Matt.24,44).
En sandhed, som det vil være svært for den ortodokse tænker af enhver tro at anerkende, er det faktum, at
Kristus ikke kan vende tilbage, fordi han altid har været her på vor jord og har våget over
menneskehedens åndelige skæbne; han har aldrig forladt os, men har i fysisk legeme fra sit skjulte (men
ikke hemmelige) opholdssted ledet det åndelige Hierarkis virksomhed, såvel som sine disciples og
hjælperes, som i forening med ham har forpligtet sig til at tjene jorden. Han kan derfor kun komme til syne
igen.
Det er en åndelig kendsgerning, at de, der er kommet fra gravens indelukke til opstandelsens livsfylde, kan
ses - og dog er de samtidig unddraget de troendes blik. At se og at erkende er to helt forskellige ting, og en
af menneskehedens største erkendelser i nær fremtid vil være den, at han altid har været hos os og har
taget del i vor civilisations karakteristiske opnåelser og dens mange gaver til menneskene.
De første ydre tegn på hans komme med sine disciple kan allerede ses af dem, der forstår at se og tolke
tidens tegn. Der er bl.a. den åndelige tilnærmelse mellem dem, der elsker deres medmennesker. Dette er i
virkeligheden den ydre mobilisering af »Herrens armé«, en armé, som ingen andre våben har end kærlighed,
den rette tale og de rette menneskelige relationer. Denne ukendte organisation er opstået med en
fænomenal hurtighed i årene efter den anden verdenskrig, fordi menneskeheden er syg af had og konflikter.
Kristi stab af medarbejdere er allerede aktive i form af den nye gruppe af verdenstjenere. Den er en fortrop
så stærk og indflydelsesrig som nogen, der nogensinde har banet vej for en stor skikkelse ind på verdens
scene. Deres arbejde og indflydelse kan ses og mærkes overalt i verden, og intet kan ødelægge, hvad de
har udrettet. Den åndelige og organiserende virkning af en formuleret og højt udtalt invokation er blevet
forsøgt siden 1935. Energierne fra menneskehedens påkaldende råb blev ledet ind i kanaler, som rækker fra
jorden til det høje sted, hvor Kristus opholder sig. Derfra blev de ført videre til det endnu højere sted, hvor
Verdens Herre, »Den gamle af dage« befinder sig, og hvorfra de skabende energier og de hos ham
hjemmehørende levende væseners opmærksomhed kan rettes mod menneskeheden og de skridt blive
taget, som vil fremskynde Guds hensigt.
For første gang i menneskehedens historie er kravet fra jordens folk så stærkt og i overensstemmelse med
den guddommelige hensigt i tid og rum, at udfaldet er givet; den forventede guddommelige repræsentant må
komme, og denne gang kommer han ikke alene, men bliver ledsaget af dem, hvis liv og ord vil vække
genklang på alle områder af den menneskelige tænkning. De symbolske profetier, som findes i alle verdens
hellige skrifter om denne nært forestående begivenhed, vil vise sig at være sande; deres symbolik behøver
derimod en nyfortolkning; omstændigheder og tildragelser vil ikke nødvendigvis være nøjagtigt, som skriften
angiver; fx vil han utvivlsomt »komme på himmelens skyer«, som de kristne skrifter siger (Matt.26,64), men
hvilken interesse har det i en tid, hvor alle og enhver kommer og går i skyerne hver eneste time døgnet
rundt? Jeg nævner dette som et eksempel på en fremtrædende og velkendt profeti, som ikke desto mindre
er uden betydning i vor moderne civilisation. Det, der har betydning, er, at han kommer.
Wesakfesten (en fest for Buddha, som afholdes hvert år ved fuldmånen i maj, eller mere korrekt ved
fuldmånen i Tyrens tegn, ca. 21/4 til 20/5) er blevet afholdt i århundreder i den velkendte dal i Himalaya (hvis
de troende bare ville tro det) for at:
1. Bekræfte at Kristus er fysisk til stede blandt os og har været det, lige siden han tilsyneladende forlod
os.
2. Bevise (på det fysiske plan) den virkelige solidaritet i Østens og Vestens tilnærmelse til Gud. Både
Kristus og Buddha er til stede.
3. Skabe et støttepunkt og mødested for dem, der hvert år - forenet og symbolsk - sammenkæder og
repræsenterer Faderens hus, gudsriget og menneskeheden.
4. Tilkendegive kvaliteten af Kristi arbejde, hans virke som den store formidler, der står som
repræsentant for det åndelige Hierarki og som lederen af den nye gruppe af verdenstjenere. Han er i
sin person et levende udtryk for deres krav om vished for gudsrigets virkelige eksistens her og nu.
Måske er et af de væsentligste budskaber for alle, der læser disse linjer, den store sandhed og
kendsgerning, at Kristus, hans gruppe af disciple og medarbejdere er fysisk til stede på jorden i vore dage og
arbejder for og i nær tilknytning til menneskeheden. Denne nære forbindelse viser sig ved visse store
åndelige højtider, hvor slægtskabet ikke alene omfatter gudsriget, men også Faderen og Faderens hjem. Der
er Påskehøjtiden, og højtiden for Buddha, hvis fysiske tilstedeværelse er udtryk for planetens åndelige
enhed. Der er højtiden i juni, som i særlig grad er en højtid for Kristus, hvor han som leder af den nye gruppe
af verdenstjenere anvender den nye invokation på menneskehedens vegne - de mennesker af god vilje, som
findes i alle lande; samtidig opsummerer han de usammenhængende og stumme ønsker og krav hos de
mange, der søger efter en anden og bedre måde at leve på. De ønsker kærlighed i det daglige liv, rette
menneskelige relationer, og de ønsker at forstå den bagved liggende plan.
Det er disse fysiske tildragelser, som er af betydning, og ikke teologernes uklare håb og løfter. Det er den
fysiske tilstedeværelse på vor klode af sådanne anerkendte åndelige væsener, som Verdens Herre, Den
gamle af dage, de syv ånder foran Guds trone, Buddha, som Østens åndelige leder, og Kristus, som Vestens
åndelige leder, der alle i disse sidste og spændingsfyldte tider påkalder sig vor opmærksomhed. Den uklare
tro på deres eksistens, de fabulerende spekulationer over deres virke og deres interesse i menneskenes
velfærd, og de troendes (tillige med de ikke-troendes) tvivlende og dog håbefulde ønsketænkning, vil snart
give plads for eksakt viden, synlig erkendelse, beviselige tegn på udført arbejde og for en reorganisering
(ledet af mennesker med usædvanlig styrke) af menneskehedens politiske, religiøse, økonomiske og sociale
liv.
Alt dette vil ikke ske som resultat af en eller anden proklamation eller opsigtsvækkende planetarisk
begivenhed, som tvinger alle mennesker til at udbryde: »Se, her er han! Se, her er tegnene på hans
guddommelighed!«, for noget sådant ville kun vække latter, modstand eller fanatisk lettroenhed.
Det vil ske som følge af en anerkendelse af virkelige lederevner, gennem dynamiske og logiske ændringer i
verdensstrukturen, og gennem de handlinger, som udføres af almindelige mennesker ud fra deres egen
bevidstheds dybe indsigt.
For mange år siden (se Kosmisk Ild, Esoterisk Center Forlag s. 704) antydede jeg, at Kristus vil give sig til
kende på tre måder eller rettere, at hans tilstedeværelse vil kunne iagttages i tre tydelige faser.
Det blev da påpeget, at det første Kristus ville gøre var at stimulere menneskenes åndelige bevidsthed,
vække menneskehedens åndelige krav i stor udstrækning og - på et verdensomspændende plan - give
næring til kristusbevidstheden i menneskehjertet. Dette er allerede sket og med store resultater. Derom
vidner de højlydte krav fra mennesker af god vilje, fra velfærdsarbejdere og dem, der går ind for
internationalt samarbejde til afhjælpning af verdens elendighed og for oprettelsen af rette menneskelige
relationer. Alt dette er et ubestrideligt udtryk for, at denne første fase af det forberedende arbejde, som
bebuder, at han er på vej nu, har nået et stadium, hvor intet kan hindre dets videre udvikling eller opholde
dets fremdrift. Trods meget, der tilsyneladende tyder på det modsatte, er denne frigørelse af
kristusbevidstheden lykkedes, og selv det, der kunne ligne det stik modsatte, er uden betydning i det lange
løb og kun af midlertidig art.
Hierarkiets næste skridt ville blive at påvirke oplyste menneskers bevidsthed overalt på jorden med ideer, der
udtrykker de nye åndelige sandheder, ved at lade de begreber »stige ned« (om jeg så må sige), der bliver
bestemmende for menneskers liv fremover; desuden vil alle verdensdisciple og den nye gruppe af
verdenstjenere blive overskygget af Kristus selv. Dette af Hierarkiet planlagte skridt udvikles godt; overalt er
mænd og kvinder inden for alle livets områder nu ved at fremføre de nye sandheder, der i fremtiden skal
vejlede menneskers liv; de er ved at opbygge de nye organisationer, bevægelser og grupper - store og små -
som skal oplyse almindelige mennesker om de virkelige behov og måden at tilgodese dem. Dette gør de,
fordi de er drevet dertil af deres varme hjerter og af medfølelse med den menneskelige lidelse. Uden at gøre
sig det klart er de ikke desto mindre i færd med at oprette gudsriget på jorden. Med denne mangfoldighed af
organisationer, bøger og foredrag for øje er det umuligt at benægte disse kendsgerninger.
For det tredje blev det antydet, at Kristus muligvis ville komme i egen person og gå omkring mellem
mennesker, som han før har gjort. Dette har endnu ikke fundet sted, men der foreligger planer, som vil gøre
det muligt. Disse planer omfatter ikke en ny fødsel af et sødt lille barn i et nydeligt hjem på jorden, og de vil
ikke give anledning til lettroende »genkendelse« og vilde påberåbelser fra de velmenende og uintelligente,
som det så ofte er tilfældet i dag; ej heller vil nogen stå frem og erklære: »Dette er Kristus, han er her, eller
han er der«. Jeg vil dog gerne understrege, at den almindelige udbredelse af sådanne historier og påstande,
selv om de er usande og vildledende og derfor lidet ønskværdige, ikke desto mindre viser menneskehedens
forventning om hans umiddelbare komme. Troen på hans komme er noget fundamentalt i den menneskelige
bevidsthed. Hvordan han vil komme og i hvilken form vides endnu ikke. Det eksakte tidspunkt er endnu ikke
givet, ej heller er det bestemt, på hvilken måde han vil komme til syne. Men realiteten af de to tidligere og
indledende skridt, som Hierarkiet under hans ledelse allerede har taget, er en garanti for, at han vil komme,
og at menneskeheden, når han kommer, vil være rede.
Lad os kort opridse nogle aspekter af det arbejde, han indledte for to tusind år siden, for det indeholder
nøglen til forståelse af hans fremtidige virke. Noget af det er velkendt for jer, for det er blevet fremhævet af
verdensreligionerne og især af dem, der underviste i den kristne religion. Men de har alle fået hans virke til at
se ud som noget, der var svært at fatte for almindelige mennesker, og den overdrevne understregning af
hans guddommelighed (noget han aldrig selv understregede) har ladet formode, at kun han og han alene og
ingen andre havde nogen som helst mulighed for at gøre, hvad han gjorde. Teologerne glemte, at han selv
har sagt at »den, som tror på mig. . . han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen« (Joh.
14,12). Han antyder her, at hans indtræden i Faderens hus vil resultere i en sådan indstrømning af åndelig
styrke, indsigt og skaberevne hos menneskene, at deres bedrifter ville overgå hans. På grund af den
forvrængning af hans lære, som har fundet sted, og som har gjort den til noget aldeles uvedkommende for
mennesker, har vi endnu ikke udrettet disse »større ting«. En dag vil vi med sikkerhed gøre det - og i visse
retninger har vi allerede gjort det. Lad mig fremføre nogle af de ting, han gjorde, som vi også kan gøre, og
som han vil hjælpe os med.
1. For første gang i menneskehedens historie var Guds kærlighed legemliggjort i et menneske, og
Kristus indvarslede kærlighedens æra. Denne manifestation af guddommelig kærlighed er endnu i
sin vorden; verden er endnu ikke opfyldt af kærlighed, og kun få forstår ordets sande betydning. Men
- symbolsk set - når De Forenede Nationer har opnået en virkelig magtstilling, vil velfærd være sikret
i verden. Hvad vil en sådan velfærd være andet end kærlighed i praksis? Hvad er internationalt
samarbejde andet end kærlighed på verdensplan? Dette er, hvad Guds kærlighed i Kristus
symboliserer, og det er disse ting, vi arbejder på at gennemføre i dag. Vi forsøger at gøre det i stor
udstrækning og på trods af oppositionen - en opposition, som kun midlertidigt vil have heldet med
sig, så stor en magt ligger der i den vågnende menneskeånd. Det er disse forhold, som Hierarkiet
med sin allerede vellykkede fremgangsmåde er ved at gennemføre og fortsat vil hjælpe menneskene
med.
2. Kristus lærte os også, at gudsriget er på jorden, og at vi i første række skulle søge dette rige og lade
alt andet komme i anden række. Det rige har altid været hos os, bestående af alle dem, der gennem
tiderne har søgt mod åndelige mål og befriet sig selv for det materielle legemes begrænsning, for
følelsernes dominans og for mentale forhindringer. Rigets indvånere er dem, der i dag (ukendt for
mængden) lever i fysiske legemer og arbejder for menneskehedens vel, og som fremhæver og
anvender kærlighed i stedet for følelser som deres praktiske arbejdsmetode. De udgør det store
samfund af »oplyste tænkere«, der leder verdens skæbne. Gudsriget er ikke noget, som vil nedstige
til jorden, når menneskene engang er blevet gode nok. Det er noget, som eksisterer og er effektivt
allerede i dag og kun venter på at blive opdaget. Det er en velorganiseret helhed, som allerede er
ved at blive opdaget af dem, der søger gudsriget, og som da opdager, at det rige, de søger, allerede
er her. Mange ved, at Kristus og hans disciple er fysisk til stede på jorden, og gudsriget, hvori de
hersker med dets love og særlige former for aktivitet, er kendt af mange og har været det gennem
århundreder.
Kristus er verdens helbreder og frelser. Han virker, fordi han er hele virkelighedens legemliggjorte
sjæl. Han virker i dag som i Palæstina for to tusind år siden gennem grupper. Dengang virkede han
gennem de tre elskede disciple, gennem de tolv apostle, gennem de udvalgte halvfjerds og de
interesserede fem hundrede. . . Nu virker han gennem sine mestre og deres grupper og kan derved i
høj grad intensivere sine bestræbelser. Han kan og vil virke gennem alle grupper i samme grad, som
de selv gør sig tjenlige til et sådant virke for udbredelse af kærlighed og bringer sig selv i bevidst
kontakt med de mægtige kræfter, som de indre grupper repræsenterer.
De grupper, der altid har fremhævet den fysiske tilstedeværelse af Kristus, har i den grad forvrænget
denne lære med dogmatiske påstande vedrørende uvæsentlige detaljer og med latterlige
fremstillinger, således at de ikke har bidraget til nogen større forståelse af den tilgrundliggende
sandhed; ej heller har det rige, de har udmalet, været særligt tillokkende. Riget eksisterer, men det er
hverken et sted for streng tugt eller med gyldne harper, befolket af uintelligente fanatikere, men
derimod et center for skabende aktivitet, der tjener et nyttigt formål, et sted, hvor enhver har sin fulde
frihed til at udfolde sin guddommelighed til gavn og glæde for sine medvæsener.
3. Ved transfigurationen (forklarelsen) åbenbarede Kristus den herlighed, der er iboende alle
mennesker. Den trefoldige lavere natur - fysisk, emotionel og mental - underkastede sig her den
åbenbarede stråleglans. I det øjeblik, hvor den immanente Kristus manifesterede sig, og hvor
menneskeheden var repræsenteret af de tre apostle, kom en røst fra Faderens hus og bekræftede
den åbenbarede guddommelighed og den transfigurerede Kristi sønneværdighed. På denne iboende
guddommelighed, denne anerkendte sønneværdighed er broderskabet mellem mennesker baseret -
ét liv, én herlighed, som skal åbenbares, og ét guddommeligt slægtskab. I dag er menneskets
storhed (selv når vi ser bort fra det guddommelige) og menneskehedens fundamentale enhed stort
set allerede en kendsgerning i den menneskelige bevidsthed. Side om side med de karaktertræk,
som endnu er højst beklagelige, og som synes at modsige enhver påberåbelse af guddommelighed,
står menneskets forunderlige bedrifter og sejr over naturen. Videnskabens strålende resultater og
det storslåede opbud af skabende kunst - både gammel og ny - udelukker enhver tvivl om
menneskets guddommelighed. Her er da de »større ting«, som Kristus talte om, og her triumferer
Kristus i menneskehjertet.
Hvorfor kristusbevidsthedens triumf altid kun omtales i religiøse vendinger og ud fra kirken og den
ortodokse tro er en af de onde magters utrolige sejre. At være medlem af gudsriget betyder ikke, at
man nødvendigvis også er medlem af en af de ortodokse kirker. Den guddommelige Kristus i
menneskehjertet kan udtrykkes på mange forskellige områder af menneskelivet - i politik, i kunst, i
økonomi og social forståelse, i videnskab såvel som i religion. Det er værd at erindre, at den eneste
gang, vi hører, at Kristus som voksen besøger jødernes tempel, skabte han en forstyrrelse!
Menneskeheden går fra sejr til sejr, og i historiens lange panorama er dette særdeles påfaldende. I
dag er denne strålende sejr åbenbar inden for alle menneskelige aktiviteters områder, og
transfigurationen af dem, der har nået toppen af den menneskelige civilisationsbølge, er meget nært
forestående.
4. Endelig, i korsfæstelsens triumf eller (som det mere korrekt kaldes i Østen) det store afkald,
forankrede Kristus for første gang på jorden en spinkel tråd af den guddommelige vilje, som den
udgik fra Faderens hus (Shamballa), og den blev overgivet i gudsrigets forstående varetægt og -
med Kristus som formidler - bragt til menneskehedens kendskab. Således er den guddommelige
treenigheds tre aspekter eller egenskaber - vilje, kærlighed, intelligens - ved hjælp af visse store
gudesønner blevet en del af den menneskelige tænkning og stræben. Kristne er tilbøjelige til at
glemme, at krisen i Kristi sidste timer ikke var på korset, men i Getsemane have, hvor hans vilje - i
dyb kval og næsten fortvivlelse - underkastede sig Faderens vilje. »Fader«, sagde han, »ske ikke
min vilje, men din« (Luk.22,42).
Noget nyt, skønt planlagt fra tidernes morgen, fandt sted i det øjeblik i den stille have; Kristus
forankrede eller indsatte, som repræsentant for menneskeheden, Faderens vilje på jorden og gjorde
det muligt for en intelligent menneskehed at føre den ud i livet. Hidtil havde denne vilje været kendt i
Faderens hus, erkendt og tilpasset verdens krav af det åndelige Hierarki, der arbejder under ledelse
af Kristus, og havde således taget form af den guddommelige plan. I dag kan menneskeheden som
følge af, hvad Kristus udrettede i hin krisestund i Getsemane for århundreder siden, føje sin egen
bestræbelse til hans for at føre planen ud i livet. Viljen til det gode, som udgår fra Faderens hus,
bliver i gudsriget forvandlet til den gode vilje, som en intelligent menneskehed kan omsætte i praksis
til rette menneskelige relationer. Og således går nu den lige linje eller Guds viljes spinkle tråd fra det
højeste sted til det laveste punkt og kan i tidens løb blive et tov, ad hvilket menneskenes sønner kan
stige op og Guds levende, kærlige ånd stige ned.
Lad os glemme al afstand, fjernhed og ubetydelighed og gøre os klart, at vi taler om konkrete og
virkelige hændelser på vor klode. Vi beskæftiger os med opdagelser og tildragelser, som virkeligt
finder sted, og som er manges bevidste eje. Kristus i historien og Kristus i menneskehjertet er
planetariske kendsgerninger.
Der er en anden side i forbindelse med Kristi tilbagevenden, som aldrig er blevet berørt, og som ingen
nogensinde har nævnt. Det er spørgsmålet om, hvad det betyder for Kristus selv at komme ud igen blandt
mennesker, at vende tilbage til den ydre verden af menneskelige aktiviteter. Hvad vil han fornemme, når
timen er inde for hans tilsynekomst?
I Det nye testamente omtales der en stor indvielse, som har fået navnet himmelfarten. Om den ved vi intet.
Kun ganske få oplysninger gives i Evangeliet: kendsgerningen om bjergtoppen, de tilstedeværende tilskuere,
og om Kristi ord, der forsikrede dem om, at han ikke forlod dem. Men »en sky tog ham bort fra deres øjne«
(Ap.G.1,9). Ingen af de tilstedeværende kunne følge ham længere. Deres bevidsthed kunne ikke trænge
igennem til det sted, han havde valgt at gå til; de misforstod endda hans ord, og siden har menneskeheden
kun gjort sig vage og mystiske forestillinger om hans forsvinden og om betydningen af hans vedvarende,
men ikke iagttagede tilstedeværelse. To kendere af Gud, som også var til stede, forsikrede tilskuerne om, at
han ville komme igen på lignende måde. Han var »steget op«. Skyen havde taget ham bort; i dag venter
skyerne, som indhyller vor klode på at åbenbare ham.
Han venter nu på at stige ned til os. Denne nedstigning til menneskenes ulykkelige verden kan ikke
frembyde noget tillokkende billede for ham. Fra sit stille tilflugtssted i bjergene, hvor han har ventet og våget
over menneskeheden, vejledt den og skolet sine disciple, indviede og den nye verdenstjenergruppe, må han
nu træde frem og indtage sin førende plads på verdens scene, tage del i det store drama, som opføres der.
Denne gang vil han spille sin rolle for hele verdens øjne, og ikke som sidst i ubemærkethed. På grund af vor
planets lidenhed og den hurtige nyhedsformidling via radio og fjernsyn vil hans fremtræden denne gang blive
overværet af alle, og denne udsigt må sikkert indgyde ham en vis rædsel og frembyde mange prøvelser og
store tilpasninger, samt pinefulde og uundgåelige erfaringer. Han kommer ikke som den almægtige Gud,
sådan som menneskene i deres uvidenhed har forestillet sig det, men som Kristus, grundlæggeren af
gudsriget på jorden, for at fuldføre det værk, han påbegyndte og endnu en gang bevise guddommelighed
under langt vanskeligere omstændigheder end før.
Det er imidlertid Kristi egne tjenere i langt højere grad end mennesker i den ydre verden, som giver ham de
største besværligheder. Hans arbejde forhindres mere af den fremskredne aspirant end af den almindelige
intelligente tænker. Det var ikke så meget almindelige menneskers grusomhed, der forårsagede hans dybe
sorg, det var Kristi egne disciple - foruden det samlede opbud af sorg ud over menneskehedens hele
livscyklus i fortid, nutid og fremtid.
Han kommer for at rette de misforståelser og forvrængninger, som skyldes dem, der har vovet at iklæde
hans enkle ord deres egen uvidenheds terminologi, og for at påskønne den trofaste tjeneste hos dem, der
har gjort hans genkomst mulig. Også han står over for en vigtig prøvelse, som en forberedelse til en stor
indvielse, og når han har gennemgået prøven og fuldendt sin opgave, vil han fortsætte til en endnu mere
ophøjet position i Faderens hus, eller til et andet og fjernere tjenesteområde, hvor kun de mest ophøjede kan
følge ham. Hans nuværende stilling vil da blive overtaget af den, han har forberedt og skolet dertil.
Men før end alt dette kan ske, må han igen træde offentligt frem, gribe ind i verdensudviklingen og prøve
rækkevidden af sin mission. Han vil samle sine udvalgte rådgivere og medarbejdere omkring sig, i kød og
blod, og disse vil ikke være de samme, som i hine tidligere og enklere dage samledes om ham, men de
medlemmer af vor menneskelige familie, som i dag anerkender ham og er ved at forberede sig på at arbejde
sammen med ham, så langt deres evner rækker. Det er en forandret verden, han nu planlægger at vende
tilbage til, og det skyldes for en stor del almenhedens intellektuelle udvikling. Dette stiller ham over for store
vanskeligheder, for der skal nu appelleres til menneskers intellekt og ikke bare til deres hjerte (som før i
tiden), hvis Guds vilje skal føres ud i livet på en intelligent måde. Hans hovedopgave er afgjort den at
tilvejebringe rette menneskelige relationer på alle områder af menneskelivet. Jeg vil bede jer bruge jeres
guddommelige forestillingsevne og prøve at gennemtænke, hvad denne opgave, han her står overfor, vil
indebære; jeg vil bede jer overveje de vanskeligheder, han uundgåeligt vil møde - først og fremmest dem,
der beror på en omfattende intellektuel fejlvurdering.
Han, som repræsenterer Guds kærlighed, bliver bedt om at virke igen i den verden, som i to tusind år har
negligeret, glemt og forvrænget hans tidligere lære, og hvor had og separatisme har splittet menneskene alle
vegne. Dette vil kaste ham ud i en fremmed atmosfære og ind i en situation, hvor han behøver alle sine
guddommelige ressourcer, som da vil blive prøvet til det yderste. Den almindelige opfattelse, at han vil vende
tilbage som en triumferende feltherre, almægtig og uimodståelig, har bestemt intet grundlag i virkeligheden.
At han til sidst vil føre sit folk - menneskeheden - ind i Jerusalem er en kendsgerning, som står fast, men det
vil ikke blive den jødiske by Jerusalem, men derimod »Fredens stad« (som navnet »Jerusalem« betyder). En
omhyggelig overvejelse af verdenssituationen i dag, samt en levende brug af forestillingsevnen vil afsløre for
den oprigtige tænker, hvilken forfærdende opgave han har påtaget sig. Han »holdt sig stadig Jerusalem for
øje som sin vandrings mål« (Luk.9,51). Han vil igen træde frem og vise menneskeheden vejen til en
civilisation og en bevidsthedstilstand, hvor rette menneskelige relationer og internationalt samarbejde til alles
bedste vil være den universelle grundholdning. Han vil - gennem den nye gruppe af verdenstjenere og alle
mennesker af god vilje - fuldstændiggøre sin forening med Guds vilje (hans Faders plan) på en sådan måde,
at den evige vilje til det gode vil blive omsat af menneskeheden til god vilje og rette relationer. Dermed vil
hans opgave være tilendebragt; han vil være fri til at forlade os for ikke mere at vende tilbage, og han vil
overlade menneskenes verden i hænderne på den store åndelige tjener, som vil blive det nye overhoved for
Hierarkiet, den usynlige kirke.
Spørgsmålet er nu: På hvilken måde kan vi bedst tjene hans værk, hvordan kan vi hjælpe i denne
forberedende fase?
Det, som det åndelige Hierarkis medlemmer udretter, er bestemt ikke lidt; de disciple, som er i bevidst
kontakt med visdommens mestre - eller hvis I foretrækker den betegnelse: Kristi seniordisciple - arbejder dag
og nat på at tilvejebringe en sådan tillid, korrekt holdning og forståelse af dette guddommeligt-åndelige
»fremstød« eller foretagende, således at hans vej vil blive lettere. De og deres grupper af mindre disciple,
aspiranter og sandhedsforskere står forenede bag Kristus og gør det derved muligt for ham at gennemføre
sit formål. Deres vigtigste erkendelse er, at det drejer sig om en cyklisk krise i vor klodes åndelige liv, en
krise, som har været forudset i Faderens hus (Shamballa) i årtusinder. De har registreret, at for første gang i
menneskehedens historie er alle tre åndelige centre eller grupper, gennem hvilke Gud virker, samtidigt
koncentreret om den samme opgave, det samme mål. Shamballa, det åndelige Hierarki og menneskeheden
(Faderens hus, gudsriget og menneskeverdenen) stræber alle samlet mod en intensivering af verdens lys.
Dette lys vil på en hidtil ukendt måde gennemstråle ikke alene Faderens hus, som er kilden til alt lys her i vor
verden, men også det åndelige center, hvorfra alle de lærere og verdensfrelsere kommer, som har stået frem
for menneskene og har sagt som Hermes, Buddha og Kristus: »Jeg er verdens lys«. Dette lys vil nu strømme
ind over menneskenes verden, oplyse menneskenes bevidsthed og kaste lys ind i alle menneskelivets
mørke kroge.
Det er lys, og - frem for alt - »liv i større fylde«, Kristus vil bringe, og indtil han bringer det, ved vi ikke, hvad
det betyder; vi kan ikke forestille os den åbenbaring, som dette vil medføre, og de nye muligheder, som vil
åbne sig for os. Men gennem ham er lys og liv på vej og vil blive tolket og anvendt i form af god vilje og rette
menneskelige relationer. Det er dette, det åndelige Hierarki forbereder. Denne gang vil Kristus ikke komme
alene, for hans medarbejdere vil følge ham. Hans og deres erfaring vil blive helt modsat den tidligere, for nu
vil alle øjne se ham, alle ører høre ham, og enhver vil kunne danne sig en mening om ham.
Vi kan hver især hjælpe i det rekonstruktionsarbejde, Kristus nu planlægger, hvis vi vil gøre os selv og alle
dem, vi kan nå, fortrolig med følgende kendsgerninger:
1. Kristi tilsynekomst er nær.
2. Kristus, iboende ethvert menneskehjerte, kan vækkes til live gennem forståelsen af hans
tilsynekomst.
3. Omstændighederne ved hans tilsynekomst er kun symbolsk fremstillet i skrifterne; dette vil føre til en
radikal ændring af menneskehedens forudfattede meninger.
4. Den første nødvendige forudsætning er en verden i fred; denne fred, vel at mærke, må baseres på
god vilje mellem mennesker - hvad der uundgåeligt vil føre til rette menneskelige relationer og
(billedligt talt) etablere stråler af lys mellem nationerne, mellem religionerne, mellem grupper og
mellem alle mennesker.
Hvis det kan lykkes os at forelægge disse fire ideer for verden som helhed og imødegå den intelligente kritik
af, at alt, hvad der siges, er for vagt, for profetisk og visionært - så har vi gjort meget. Det er nok muligt, at
den gamle sandhed, at »intellektet dræber virkeligheden« er principielt rigtigt for flertallets vedkommende, og
at en rent intellektuel indstilling (som afviser visioner og nægter at acceptere, det der ikke kan bevises) kan
være langt fjernere fra virkeligheden end gudskendernes forudsigelser og massernes forventning.
Guddommens intelligens forvaltes af det åndelige Hierarki, og det Hierarki består i dag af dem, der i sig
forener både intellekt og intuition, det praktiske og det tilsyneladende upraktiske, den faktiske livsvej og det
menneskes vej, der ser en vision. Det er desuden mennesker, som findes i hverdagens praktiske liv. De må
oplæres til at erkende det guddommelige udtryk, som i virkeligheden er det fysiske plans respons på
bevidsthedens udvidelser. Den Kristus, der kommer tilbage, vil ikke være lig den Kristus, der (tilsyneladende)
forlod os. Han vil ikke være en »sorgens mand«; han vil ikke være en tavs, alvorlig skikkelse; han vil komme
som forkynderen af åndelige sandheder, der ikke kræver fortolkninger og ikke bliver udsat for
fejlfortolkninger, fordi han vil være til stede og vise den sande mening.
Han har i to tusind år været den øverste leder af den usynlige kirke, det åndelige Hierarki, bestående af
disciple fra alle trosretninger. Han elsker og anerkender også dem, der ikke er kristne, men bevarer
troskaben mod deres religions grundlægger - Buddha, Muhamed og andre. Han bekymrer sig ikke om,
hvilken tro vi har, hvis målet er kærlighed til Gud og menneskeheden. Hvis mennesker forventer at se den
Kristus, som forlod sine disciple for mange hundrede år siden, vil de ikke erkende den Kristus, som nu er ved
at vende tilbage. Kristus har ingen religiøse barrierer i sin bevidsthed. Det er for ham underordnet, hvilken tro
et menneske bekender sig til.
Guds søn er på vej, og han kommer ikke alene. Hans fortrop er her allerede, og planen, de skal følge, er
allerede udarbejdet og klar. Lad erkendelse være målet.
Den store invokation
Fra lysets kilde i Guds sind
lad lys strømme ind i menneskers tanker
lad lyset komme til jorden.
Fra kærlighedens kilde i Guds hjerte
lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
må Kristus* komme til syne på jorden.
Fra centret hvor Guds vilje er kendt
lad hensigt lede menneskers små viljer
den hensigt mestrene kender og tjener.
Fra centret vi kalder menneskeheden
lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
må den forsegle døren til det onde.
Lad lys og kærlighed og kraft
genoprette planen på jorden.
Denne invokation eller bøn tilhører ingen person eller gruppe, men tilhører hele menneskeheden.
Skønheden og styrken i denne invokation ligger i dens enkelhed og deri, at den udtrykker visse centrale
sandheder, som alle mennesker naturligt og normalt accepterer - eksistensen af en oprindelig intelligens,
som vi har givet navnet Gud; at den bevægende kraft bag det synlige univers er kærlighed; at en stor
individualitet, som de kristne kalder Kristus, kom til jorden for at legemliggøre denne kærlighed, så vi kunne
forstå den; at både kærlighed og intelligens er virkninger af det som kaldes Guds vilje; og endelig den
selvindlysende sandhed, at det kun er gennem menneskeheden selv at den guddommelige plan kan
virkeliggøres.
Alice A. Bailey
* I nogle oversættelser af Den store invokation anvendes det navn, som forskellige religioner har givet ham, der skal komme: Herren Maitreya, Krishna,
Imam Mahdi og Messias.
Dansk Informationscenter for World Goodwill og Triangler

• < Forrige
• Næste >